Er der andre derude, hvis mor har manipuleret deres barndom til en grad, hvor at kende til resten af sin familie blev nægtet? Måske irrelevant ift. Siden, men det er den situation der for mig til at føle mig alene i verdenen indimellem.. føler ikke jeg har oplevet så meget som 1 person i mit liv, der har været gennem tæt på det samme.. jeg ønsker bare at finde en, som faktisk mener det når de siger “jeg ved hvordan du har det”
Har delt min historie før, og det eneste man får er medlidenhed. Det er ikke det jeg søger, bare trygge rammer

Svar fra Ung Revers

Hej derude
Tak for dit indlæg, som gør indtryk. Jeg er glad for, at du skrev til os og kan genkende meget af det du skriver fra de andre unge, der henvender sig til os. Så irrelevant er det ikke. Jeg vil forsøge at svare dig så godt jeg kan på de svære ting, du fortæller om.

Jeg hører mange unge fortælle om benægtelse, hemmeligheder og løgne i deres familier. Ofte skyldes det, at det er svært for forældrene at erkende problemerne, så det er en måde forældrene beskytter sig selv på. Det er bare ikke ok, hverken på den korte eller lange bane! Alle har krav på at kende til de bånd, der er i familien. Uanset..

Du skriver, du føler dig ”alvorligt manipuleret”, og at du er blevet nægtet kendskab til din familie.
Det er alvorligt! Jeg kan godt forstå, hvis du er rystet. Hele dit fundament – din identitet og hvor du hører til, er blevet rystet godt og grundigt. Du skal til at ”genopfinde” dig selv og kan komme i tvivl om, hvad der er op og ned.

Den slags påvirker ens selvopfattelse, man kan blive enormt usikker på sig selv, og ikke mindst sine nærmeste. Ofte tager man den mistillid med sig ud i verdenen til andre relationer. For hvem kan man nu stole på… Det kan være med til at forstærke den ensomhedsfølelse, som du også beskriver.

Det gør også ondt at føle sig bedraget af ens nærmeste. Den som helst skulle skabe tryghed og passe på èn. Så både sorg og vrede over at føle sig ”alvorligt manipulereret”, er en hel naturlig reaktion. Det er ikke dig, der er noget i vejen med, du reagerer normalt på noget, der ikke er normalt.

Jeg forstår godt, du ikke vil have medlidenhed. Den vokser man ikke af! Tværtimod kan man meget let komme til at sidde fast i en offerrolle, og hvem har lyst til det? Det er der ikke meget konstruktivt i. Det er der derimod ved at reagere og handle – helt som du gør ved bl.a. at skrive her og spørge: “Er det bare mig????”.

Vi har alle brug for nærhed og trygge rammer, som du skriver, du søger. Det er menneskeligt, sundt og normalt, at du stiller spørgsmålstegn ved den måde, du er blevet behandlet på.

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig en smule til at forstå og acceptere dine egne reaktioner, og at du vil fortsætte med at række ud til andre ved at henvende dig, så du kan få snakket og få hjælp til at bearbejde det, du har været udsat for. Det vil forhåbentligt hjælpe dig med at blive mere afklaret følelsesmæssigt, så du kan komme videre med dit liv og måske en dag nærme dig din mor, som du også har et dybt følelsesmæssigt bånd til, selv om det er blevet noget flosset i kanten.

Du kan altid henvende dig til Ung Revers, også anonymt, og få en snak i telefonen eller bruge vores chat.
Der er også andre tilbud for unge, som fx Headspace i de fleste store byer, du kan rette henvendelse til.

Tak fordi du ville dele din historie.
Bedste hilsner
Kim, Ung Revers