Jeg har i flere år gået med bekymringer vedrørende min far. Jeg har i længere tid vidst at han har drukket. Han drikker rødvin til aftensmaden og om aftenen, hvor jeg egentlig ikke ser det store problem. Men jeg ved også at han blandt andet drikker på sit hjemmekontor. Han har en papvin under skrivebordet, og jeg kan høre, når han engang imellem hælder noget rødvin op i sin kaffekop. Jeg har svært ved at sige eller at gøre noget, og når jeg prøver at vise ham, at jeg har set ham gøre det og prøver at gøre det klart for ham, stopper han bare med det samme, og lader som om intet er sket. Men det fortsætter stadig. Jeg ved ikke hvor meget han drikker, og er derfor i tvivl om mine bekymringer og problemer bare er noget jeg selv skaber i mit hovede. Jeg ser måske mere bare et problem i dét at han skjuler det. Mine forældre ryger også i smug, selvom jeg er ret sikker på, at de godt ved, at de ryger. Når min mor går ud om aftenen for at ryge, går min far ud i køkkenet for at hælde mere vin op i sit glas, for derefter at drikke tilsvarende mængde, så man ikke kan se, hvor meget han har drukket. Det går mig på, at jeg er den eneste der ved hvad der egentlig foregår, da han ligesom skjuler det godt.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det, for har flere gange prøvet at vise overfor min far, at jeg ikke kan lide at han drikker, men det er som om at jeg går i stå her. Jeg tør ikke snakke med ham om det. Jeg tør heller ikke rigtig tage fat i min mor, da jeg er bange for hvad der vil ske. Jeg er ikke ude på at skabe nogle problemer, for i bund og grund har vi det godt. Jeg elsker min far virkelig højt, og er utrolig tæt med ham også. Han ændrer heller ikke adfærd når han drikker, hvilket bare gør det endnu sværere for mig, for jeg kan hverken hade ham eller være sur på ham.

Jeg tror egentlig bare det handler om bekymring. Jeg er både bange for at hvis han har et reelt misbrug, at det skader ham. Jeg er også bange for at snakke med min familie om det, fordi jeg er bange for at såre nogle af dem, eller at starte nogle konflikter i min familie. Jeg er bare også bange for ikke at gøre noget, og at jeg så skal gå med den fortrydelse og skyldfølelse.

De sidste par gange jeg har været til fester og drukket, har jeg oplevet, at jeg er brudt helt sammen. Græder ustandseligt i flere timer, og ryster hele natten. Jeg ved at jeg her snakker om hvor ked jeg er af det med min far, men da jeg egentlig selv normalt går og føler, at jeg er glad, synes jeg bare ikke det giver mening. Handler mine problemer egentlig om noget helt andet? Er der måske noget andet der går mig på, og som bare får mine mindre bekymringer til at fremstå langt mere alvorligt? Måske det også kan være at det er fordi jeg har gået med de tanker i så lang tid, at de nu bare ikke kan holdes inde længere.

Jeg ved ikke rigtig hvem jeg skal snakke med, hvad jeg skal gøre, eller om jeg overhovedet skal gøre noget.