Har jeg brug for hjælp? - Novavi Ung Revers

Spørgsmål til brevkasse

Spørg Ung Revers

Har jeg brug for hjælp?

Min mor drikker. Men hun mener ikke selv at hun har et problem. Når jeg spørger hende om hun ikke vil lade hver, så bliver hun så vred og råber af mig… Jeg er så flov over hende, men det virker ikke som om andre lægger mærke til det. Min mor siger jeg er overdramatisk så kan ikke finde ud af om det hele foregår inde i mit hovedet.

Spørgsmål fra Amanda (pige). Besvaret af Ung Revers 10. februar 2020

Svar fra Ung Revers

Kære Amanda,

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt du skriver, for det lyder som om du står ret meget alene i en rigtig svær situation. Mange unge fortæller om det, du skriver om; de voksne, der drikker for meget har svært ved at være ærlige om det, der sker. I stedet for kan de blive vrede og irriterede, og lade det gå ud over de nærmeste. (Du skriver, at når du siger det til din mor, så råber hun og bliver vred på dig.)

Vi ved, at de voksne tit kan have svært ved at indrømme, at de drikker for meget. Det er desværre helt normalt. Det er blandt andet, fordi hjernen bliver påvirket af alkohol, og det kan også være din mors måde at passe på sig selv. Det kan være at hun inderst inde kan mærke, at hun ikke er den mor, hun gerne vil være for dig. Så hun kommer til at lyve over for sig selv og over for dig. Så sker der det, som sker med dig, at du begynder at tro det er dig, der overdriver – Det er det ikke. Du skal vide, det er helt normalt, at du kommer i tvivl om, om det hele foregår oppe i dit hovedet. Men min erfaring – efter mange års arbejde indenfor det her område – siger mig, at du ser det du ser. Og det skal du stole på.

Du skriver, at du bliver flov over det. Og det giver rigtig god mening. Næsten alle der er tæt på én der drikker for meget bliver flove og skamfulde over drikkeriet og alt det der følger med. Man har som barn og teenager slet ikke lyst til, at andre skal se ens mor være fuld og måske uden kontrol. Sandheden er faktisk, at det er din mor og ikke dig, der har noget at være flov over… men det er let nok for mig at skrive og sværere for dig at tage ind.

Vi ser desværre ofte at andre mennesker lader som ingenting, selvom de godt ved hvad der sker, fordi de er bange for at blande sig. Men det er faktisk at svigte dig. Jeg synes, du skal snakke med en voksen om det her, for det er alt for meget for dig, og andre børn og unge, at stå i alene. Du kan måske også tale med din favoritlærer eller en venindes mor, som du har tillid til. Du skriver ikke noget om din far, så jeg ved ikke om han er der for dig. Det at du har brug for at tale om det betyder ikke, at du ikke elsker din mor. Det betyder at du har brug for nogle voksne at snakke med, som kan prøve at hjælpe dig og din mor, så I kan få det bedre. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at chatte anonymt med os, eller kontakte os direkte, så kan vi hjælpe dig videre.

De bedste hilsener Kim, Ung Revers

Seneste spørgsmål i brevkassen

Har du et spørgsmål?

Skriv til os omkring dine bekymringer eller spørgsmål, hvis dine forældre drikker eller tager stoffer.

Chat
Ung Revers