Min bedste veninde - Novavi Ung Revers

Spørgsmål til brevkasse

Spørg Ung Revers

Min bedste veninde

Min bedste veninde er bange for at være hjemme hos mig. Sidst vi sov hjemme ved mig, blev mine forældre ret fulde. Min veninde ringede til hendes far for at han kunne hente os, hendes far spurgte om det tit sker, jeg sagde de havde været til bryllupsfest.

Er bange for hun ikke vil have noget med mig at gøre? Eller at hun siger det til de andre fra klassen?

Spørgsmål fra Sofie (pige). Besvaret af Ung Revers 10. februar 2020

Svar fra Ung Revers

Kære Sofie

Det giver så god mening for mig, at du bliver bange for både at miste din veninde og at alle i klassen nu skal vide, at dine forældre drikker for meget. I forhold til det med din veninde tror jeg det er vigtigt at huske, at der er forskel på dig og dine forældre.

Din veninde er blevet bange den aften, I sov hjemme hos dig. Og hvor var det godt, at I begge to blev hentet af hendes far. For ingen børn eller teenagere skal faktisk være alene med voksne, der har drukket for meget. Og ja, måske tør hun ikke være hjemme hos dine forældre om aftenen igen. Men det betyder ikke, at hun ikke har lyst til at være sammen med dig. Jeg tror bare helst, at hun vil være sammen med dig hjemme hos hende. Og måske er det en ok løsning lige nu… for jer begge to.

Jeg tror, det vil være rigtig godt, hvis du tør sige til hende, at du godt ved, at hun blev bange den aften hjemme hos dig… og at det er helt ok, at I lige for tiden er mest hos hende. På den måde viser du hende, at du forstår hende, og at du rigtig gerne vil være sammen med hende. Men allervigtigst får du lige så stille taget hul på at snakke om, at det nogen gange er svært hjemme hos dig. Og det med at snakke om det, er nok det vigtigste.

Samtidig er det simpelthen så svært. På en eller anden måde bliver man så flov og skamfuld, når ens forældre drikker for meget. Det føles næsten som om det er én selv, der gør noget forkert. Men det er det altså ikke. Det føles bare sådan. Og her kommer vi til din anden bekymring – tænk hvis hun fortæller det til klassen.

Hvis du har det lidt ligesom andre børn, som har forældre der drikker for meget, så har du øvet dig i at skjule det med drikkeriet rigtig godt. Og derfor ville det føles forfærdeligt, hvis din veninde fortalte det til de andre. For det er ligesom din hemmelighed. Jeg synes du skal sige til hende, at du helst ikke vil have, at dine klassekammerater får det at vide. Det tror jeg godt, hun vil kunne forstå.

Samtidig er det vigtigt, at du siger til hende, at I godt kan tale med nogle andre om det – fx hendes forældre eller jeres lærer. For den oplevelse hun har haft hjemme hos dig kan hun godt have brug for at tale med nogen om. Og det tænker jeg faktisk også vil være godt for dig.

Når jeg læser dit brev får jeg nemlig en fornemmelse af, at dine forældre måske har drukket for meget gennem rigtig lang tid. Og at du lige så stille har vænnet dig til, at det er sådan det er. For når noget har været en del af ens hverdag længe, kommer det til at føles helt normalt. Også selvom det langt fra er normalt.

Og jeg får lyst til at spørge dig, om du kunne finde mod til at finde nogle voksne – enten her på vores chat eller i din hverdag – som du kan fortælle om din hverdag. Det kan nemlig være en god ide at prøve at sætte ord på, at ens forældre nogle gange drikker for meget, og hvad det skaber af problemer i ens liv. For på den måde kan andre hjælpe én med at mærke, hvad der er ok og hvad der ikke er ok.

Jeg kan mærke, at jeg sidder og krydser fingre for, at du finder modet til at skrive til eller tale med nogen… Hemmeligheder er så tunge at bære alene, og du fortjener at der er nogen der kan hjælpe dig med at bære.

Mange tanker og krydsede fingre fra Lone, Ung Revers

Seneste spørgsmål i brevkassen

Har du et spørgsmål?

Skriv til os omkring dine bekymringer eller spørgsmål, hvis dine forældre drikker eller tager stoffer.

Chat
Ung Revers