Problemer derhjemme - Novavi Ung Revers

Spørgsmål til brevkasse

Spørg Ung Revers

Problemer derhjemme

Mig og min mor kommer tit op og skændes jeg siger jeg ikke Ville bo hjemme mere og hun siger jeg ikke kan bo andre steder fordi min far ikke kan have mig og kommunen ikke kan tage mig jeg siger så ring og spørg dem gider ikke bo her hjemme sammen med dig mere jeg kan jo ikke gøre noget rigtigt. Snakker ikke med nogen om det fordi jeg er bange for at de giver min mor ret i jeg ikke kan noget. Pls hjem

Spørgsmål fra Anonym (pige), 14 år. Besvaret af Ung Revers 5. november 2021

Svar fra Ung Revers

Kære du,

Først vil jeg sige at det er rigtig godt du skriver. Det lyder bestemt ikke rart hverken den måde du har det på eller hvordan din mor og du har det sammen lige nu.

Du skriver du ikke snakker med nogen om det, fordi du er bange for de giver din mor ret i du ikke kan noget. Jeg har snakket med mange børn, og jeg har ikke mødt nogen børn eller unge som ikke kan noget. Du har jo allerede vist du kan skrive og bede om råd, når noget er svært. Det er virkelig modigt og et tegn på du kan hente hjælp, når der er brug for hjælp. Ud fra det du skriver, så forstår jeg at du oplever du ikke gør det din mor ønsker af dig, og det får dig til at føle dig forkert, og som en der ikke kan gøre ting rigtigt. Desværre kan nogen forældre komme til at have meget fokus på ting man ikke får gjort, eller som man ikke gjorde på den måde de tænkte det skulle gøres. Det er slet ikke rart som barn eller ung, og man kan komme til at føle man ikke er velkommen og måske endda være i tvivl om ens forældre kan lide én for den man er? Mange af de forældre jeg kender, de ønsker ikke at deres barn skal føle sig forkert og mange af dem vil også sige, at de elsker deres barn meget højt, selvom de kan blive irriteret eller skælde ud. Det har man bare rigtig meget brug for at høre som barn, og indimellem kan forældre glemme at fortælle det og have fokus på de andre ting.

Det lyder som om det er noget der er svært for jer at få løst lige nu, og det er egentlig de voksnes ansvar at løse det, hvorfor jeg synes det er flot du beder din mor om at ringe efter hjælp.

Hvis ikke du oplever din mor gør mere for at løse hvordan I har det med hinanden nu, har du mulighed for selv at tage kontakt til kommunen. Når et barn eller en ung ikke har det godt derhjemme, så skal kommunen hjælpe. Hvis du tænker, at du ikke kan holde ud at være derhjemme mere, så er det også vigtigt, at du siger det højt. Kommunen hjælper hele familien, og måske kan det blive bedre for dig, hvis din mor også får noget hjælp.
Man kan få hjælp ved kommunen ved at kontakte dem direkte, og jeg forstår hvis det kan være skræmmende at gøre selv som barn eller ung, men muligheden er der faktisk. Man kan også søge hjælp hos Børns Vilkår, hvor man kan få det der hedder en bisidder med til et møde på kommunen. Det er en voksen der vil hjælpe dig, med at være til mødet og sørge for du får sagt det er er vigtigt for dig at sige. Man kan også få hjælp til at snakke med sine forældre om det der gør én ked af det derhjemme og dine forældre kan få hjælp til at gøre det nemmere for jer at være sammen.

Den sidste mulighed jeg vil opfordre dig til, er at tage fat i en anden voksen du kender. F.eks. en lærer, en pædagog eller en kammerats forælder, som du er tryg ved, og fortælle dem, at du har det svært derhjemme lige nu.

Jeg håber du får kontakt med nogen omkring dig og får fortalt hvordan du har det,

Bedste hilsner,
Sophia, Ung Revers

Seneste spørgsmål i brevkassen

Har du et spørgsmål?

Skriv til os omkring dine bekymringer eller spørgsmål, hvis dine forældre drikker eller tager stoffer.

Chat
Ung Revers