Det var vigtigt at klare mig godt i skolen
Som barn af en misbruger har jeg oplevet meget rod og kaos både derhjemme, men i høj grad også oppe i hovedet, og der har jeg brugt skolen til at finde en ro i, at der er noget, jeg har styr på, og at jeg langt hen ad vejen selv kan kontrollere, hvordan jeg klarer mig til mine eksamener.
Jeg rystede altid meget og blev ofte rød i hovedet og på halsen, selvom jeg for det meste klarede mig virkelig godt.
Jeg har altid været virkelig glad for at gå i skole og lære nyt, og jeg har også altid været god i skolen. Det, tror jeg, i høj grad har været med til at holde mig nede på jorden og har givet mig en masse selvtillid på det faglige plan, men samtidig har jeg også i perioder følt, at det var altafgørende, at jeg klarede mig perfekt.
Jeg har haft meget svært ved eksempelvis at lave fremlæggelser for klassen eller gå til mundtlige eksamener, da jeg var meget selvbevidst og bange for at lave små fejl, så mine klassekammerater eller lærere ville tænke, at jeg lød dum eller uintelligent. Jeg rystede altid meget og blev ofte rød i hovedet og på halsen, selvom jeg for det meste klarede mig virkelig godt og havde styr på de ting, jeg sagde.
Jeg kunne slet ikke holde tanken ud om ikke at få topkarakterer.
I Ung Revers har jeg arbejdet med rødmen, da det plagede mig meget, og jeg begyndte at trække mig fra at snakke med nye mennesker, fordi jeg netop var så selvbevidst. Jeg lærte, at rødmen bliver mere intens, jo mere opmærksomhed det får fx når jeg mærker det og tænker “åh nej, nu bliver jeg helt rød i hovedet”. Nu er jeg blevet meget bedre til bare at konstatere, at det pludselig kommer i en situation, hvor jeg bliver selvbevidst, og så går det væk i løbet af få sekunder, fordi jeg ikke længere lader det fylde for mig men derimod ignorerer det. Jeg ryster dog stadig hurtigt på hænderne og bliver rød på halsen, men det er slet ikke noget, der på samme måde hæmmer mig, som det gjorde før i tiden.
I 8. klasse begyndte vi at få standpunktskarakterer, og det fyldte så meget for mig, at jeg begyndte at udvikle stresssymptomer. Jeg kunne slet ikke holde tanken ud om ikke at få topkarakterer, og min mor måtte tage nogle alvorlige snakke med mig om, at det simpelthen ikke måtte fylde så meget, at det går ud over alt andet i hverdagen. Så ville jeg bare ende med at måtte ligge i sengen i flere måneder og slet ikke være i stand til at gå ordentligt i skole – og det tog jeg selvfølgelig alvorligt og begyndte at slappe lidt mere af.
Det er umuligt at være god til alt, og der er ikke så meget ved at vide en masse om ting, man alligevel ikke har lyst til at bruge til noget.
I slutningen af 7. klasse gik det op for mig, at min far har et alkoholmisbrug, og det havde nok i høj grad en effekt på det pres, som jeg følte med standpunktskaraktererne. Min far har ofte sagt, at jeg er syg i hovedet, dum at høre på, eller at jeg taler på min mors vegne, hvis jeg har sagt noget om, at han drikker for meget. Det har gjort mig meget usikker på mig selv og min egen dømmekraft og har påvirket mange forskellige situationer og relationer. Han har dog altid givet mig rigtig meget anerkendelse og ros for at være god i skolen, til fodbold eller lignende, og det blev derfor endnu mere vigtigt for mig at få nogle gode karakterer, så jeg vidste, at jeg var blandt de bedste og fortsat kunne få anerkendelsen.
Jeg har lært med årerne, at det ikke er så vigtigt at få topkarakterer, og at det i hvert fald på ingen måde er noget, der er værd at sætte før alt andet eller er noget, der definerer én. Det vigtigste er at finde ud af, hvad man rent faktisk godt kan lide og gerne vil være god til, og hvad der er okay ikke at lægge så meget energi i. Det er umuligt at være god til alt, og der er ikke så meget ved at vide en masse om ting, man alligevel ikke har lyst til at bruge til noget – specielt ikke hvis det er på bekostning af familie, venner og fritid.
