Da jeg blev student skulle vi ud på den traditionsrige tur i en åben vogn og køre fra hjem til hjem. Hvem har overhovedet fundet på noget så anstrengende og idiotisk? Jeg følte ikke at mit hjem var egnet til besøg. Slet ikke af en masse glade mennesker, der gerne skulle fortsætte med at være glade. Jeg selv så måske glad ud udenpå, men indeni havde jeg en hel masse af de dårlige sommerfugle, der slog hurtige og mørke vingeslag.
Da mine forældre tager imod os, kan jeg med det samme se, at min far allerede er godt bedugget – præcis som jeg havde frygtet. Min mor og jeg går straks ind i en kompenserende tilstand, hvor vi er muntre og udglattende. Jeg tror vi lykkes nogenlunde, for det ligner ikke at dem fra min klasse opdager noget. Men shit jeg var på arbejde! Jeg husker især et tidspunkt, hvor man fra et af stuevinduerne kan se op bagerst i vores have, hvor min mor har anlagt en urtehave. Her dingler min far pludselig rundt midt i rækkerne af salat og gulerødder og ligner én, der kunne vælte omkuld når som helst. Da jeg ser det må frygten i et kort sekund have stået ud af mine øjne. Men jeg er vant til at tænke hurtigt og håndtere den slags, så jeg flyver hen og skruer op for musikken og stiller mig ud midt i rummet og synger med af mine lungers fulde kraft. Det fik alles øjne hen på mig. Gudskelov!
Det er først efter at jeg har gået i terapi og fået talt om min opvækst og min fars alkoholmisbrug, at jeg har fået ro på mig selv. Vi talte blandt andet om, at jeg har været nødt til at have antennerne helt ude og aflæse de mindste tegn for bedst muligt at kunne forberede mig på katastrofen. Sikke en lettelse det har været at begynde at lægge det ansvar fra mig. Nu har jeg det sådan, at det må gå som det går med min far. Hans liv er hans valg. Og jeg har ret til at tale om hvad jeg har oplevet og have mine egne meninger om det.
Mand, 22 år