Kære brevkasse
Jeg er en ung kvinde på 21 som har fundet et bekymringsværdigt mønster i mig selv og hvad jeg gør imod dem jeg elsker.
Jeg er vokset op med en far der drak. I mine første år var han en god far for mig, og jeg følte mig elsket overalt på jorden af både ham og min mor. Jeg opdagede først hans druk da jeg var teenager, og efter et 2 årig terapi-forløb har jeg ikke længere kontakt med ham.
Min far var ikke en særlig god mand over for min mor. Det er ikke et særligt behageligt emne men jeg skal prøve at forklare det så godt jeg kan uden at blive for eksplicit. Min far var sadist (noget han ikke skjulte særlig godt) og det udbredte sig til hverdagen. Han var min mor utro i mange år og sørgede for at hun ville finde ud af det. Han afskar hende fra hendes familie og brugte til tider også mig for at sikre at hun blev hos ham (eller at hun fandt ud af affæren). Det er umiddelbart det der er relevant.
Nu er jeg selv voksen og har fået min egen erfaring med kærlighed. Jeg har altid fundet søde mænd der aldrig har gjort mig ondt med vilje. Men alligevel, specielt i mine teenage år, var jeg jaloux, kontrolerende og konfliktsøgende. Jeg ville ofte samligne mig selv med deres eks-kærester til et sygeligt punkt, hvor det blev en besættelse for mig at være bedre end dem til alt. Noget der var slidende på mig og forholdet.
Og til sidst opdagede jeg det værste, som var at jeg nød følelsen jeg fik når jeg formåede at såre dem. Det gav mig en magtfølelse.
Mine forældres forhold har sat sit spor i mig kan jeg mærke. Fordi jeg kan ikke rigtig tro at mænd kan forelske sig. I hvert fald ikke i mig. Og hvis de gør, skal du passe godt på. Og jeg har det med at skabe problemer for selv at bevare kontrollen.
Jeg har i dag, heldigvis, opdaget disse tendenser. Og jeg gør mit bedste for at identificerer dem og stoppe dem. Ikke mindst advarer jeg seriøse kærester om det, så de kan hjælpe.
Men jalousien, mindreværdsfølelse, behovet for kontrol mærker jeg stadigvæk. Jeg er bange for at jeg aldrig får et normalt forhold til mig selv eller fuld tillid til en mand når han siger at han elsker mig. Jeg føler mig nærmest handicappet på den følelsesmæssige front hvad det angår.
Så mit spørgsmål er: hvordan kan jeg komme over mine forældres giftige relation og finde tryghed og ro i mig selv og mine partnere?
Hilsen “Ella”