Hvor skal jeg holde jul? - Novavi Ung Revers

Hvor skal jeg holde jul?

Jeg har altid haft en ordning om at holde juleaften skiftevis hos min mor og min far. Hvert andet år ved den ene og hvert andet år ved den anden. For første gang har jeg i år brudt op med den ordning.

”Hvad snakker du om? Du er godt nok utaknemlig – jeg har lige givet dig en bil.”

Sidst jeg holdt jul ved min far, er to år siden, og der drak han for meget. Han blev ikke plørefuld, men han fik tilpas meget til, at han gentog sig selv, vaklede og talte højt – hvilket er de klassiske tegn for min far. Han havde købt en bil til mig i julegave, som han var meget spændt på at give mig. Han gik hjem og hentede den i påvirket tilstand og kørte den hen til min faster, hvor vi holdt juleaften. Jeg blev naturligvis glad for at få bilen, men samtidig følte jeg, at jeg ikke kunne kommentere på, at han havde drukket for meget. I sådan en situation ville jeg nemlig højst sandsynligt få noget igen a la: ”Hvad snakker du om? Du er godt nok utaknemlig – jeg har lige givet dig en bil” – og det orkede jeg ikke.

Jeg endte med at aflevere bilen tilbage til ham efter en måneds tid, hvor han var kommet med masser af fraser om, hvor utaknemlig jeg er, og hvorfor jeg ikke kom ud til ham noget mere, nu hvor jeg havde fået en bil. Det blev for meget for mig. Efterfølgende kunne jeg virkelig mærke en glæde og en lettelse over at sætte mig op på min cykel, på trods af at det var februar måned.

Jeg brugte for meget energi på at være nervøs for juleaften, i stedet for bare at glæde mig over alle de gode ting ved december.

I år var min plan egentlig at holde jul ved min far, men i modsætning til for to år siden, ville jeg i år lave en klar aftale med ham om ikke at drikke nogen former for alkohol hverken i løbet af dagen eller om aftenen. Dog kunne jeg allerede i oktober, da julestemningen så småt begyndte at brede sig i supermarkederne, mærke, at jeg brugte for meget energi på at være nervøs for juleaften, i stedet for bare at glæde mig over alle de gode ting ved december. Jeg begyndte også, helt uprovokeret, at modtage en masse negative beskeder fra min far om vores relation til hinanden (som ovenikøbet havde været så god som mulig i lang tid), og så besluttede jeg mig for ikke at holde jul med ham i år.

Med den beslutning fulgte dog flere ting, som også krævede meget af min energi: Først skulle jeg fortælle det til min mor og finde ud af, hvor jeg så skulle være til jul. Derefter skulle jeg fortælle det til min søster og være sikker på, at hun forstod mig og var okay med at holde jul med vores far uden mig. Og til sidst kunne jeg skrive det til min far og afvente alverdens former for respons.

Efter knap en uge kom der en masse af de beskeder, som jeg havde frygtet.

I første omgang svarede han fint på min besked og sørgede også for, at jeg kunne købe en julegave til mig selv fra ham, men efter knap en uge kom der en masse af de beskeder, som jeg havde frygtet. Alligevel har jeg glædet mig til juleaften, lige siden jeg tog beslutningen, og jeg var ikke i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige.

Efter alle de voldsomme beskeder, jeg fik fra min far, skrev han flere gange som om alting var normalt mellem os, og jeg havde svært ved at tage mig sammen til at svare, fordi jeg vidste, at cirklen ville starte forfra. Det kører altid sådan, at relationen mellem os er så god som muligt, så bliver han ked af det eller provokeret over et eller andet (ikke nødvendigvis mig), så går det ud over mig med beskeder, der rummer både psykisk vold og manipulation. Jeg skal herefter vælge, om jeg vil svare ham, og hvad jeg så skal skrive til ham. Så afventer jeg modsvar, han svarer, og jeg beder ham stoppe med at skrive, når det bliver for meget. Han begynder så at undskylde eller at skrive almindelige ting som ”god dag, min skat” og på et tidspunkt føler jeg, at jeg er nødt til at skrive det samme tilbage eller tage imod tilbud om at komme ud at spise ved ham. Og så bliver relationen mellem os igen så god som muligt – og jeg ved bare, at vi er i gang med en ny runde i cirklen…

Når jeg om to år igen i princippet skal holde jul ved min far, vil jeg forhåbentlig have nemmere ved at lytte til mig selv og gøre det, der føles bedst for mig – måske er det ved at vælge juleaften med min far fra, fordi det bliver for uoverskueligt, eller måske har jeg det overskud, det kræver, fordi vi er et godt sted i vores relation.

Line, 22 år.

Chat
Ung Revers