Når hash ødelægger familien

Da jeg var syv år, blev mine forældre skilt. Min mor forlod min far, og jeg var vred på hende – sådan rigtig vred. For min mor brugte hashen som undskyldning. Hun gik fra min far, fordi han røg hash. Jeg syntes den gang, at det var en dårlig undskyldning, for i mine øjne var det ikke noget problem, at han røg. Han fungerede jo, så hvad skade gjorde det, at han røg hash?

”Ofte har jeg siddet med ham, når han har røget og følt mig ubehagelig til mode, men fordi jeg havde ondt af ham, sagde jeg ikke noget til det”

AURORA, 26 ÅR

Konstateret depression…

Da mine forældre blev skilt, blev jeg delebarn. Jeg husker egentligt ikke så meget fra de første år efter skilsmissen, men det jeg kan huske er, at jeg kaldte mig selv for navnet Aurora, som en måde at takle min opvækst på. Det var først da jeg blev 15 år, at det gik op for mig, at hashen var et problem. Min far fik i den periode konstateret en depression, hvilket ikke gjorde livet lettere for hverken ham eller jeg. Da han blev syg, besluttede jeg, at jeg ville flytte hjem til ham. Han havde brug for hjælp, og jeg påtog mig rollen som hjælper, fordi ingen andre gjorde det. Hashen blev derfor en endnu større del af mit liv. Ofte har jeg siddet med ham, når han har røget og følt mig ubehagelig til mode, men fordi jeg havde ondt af ham, sagde jeg ikke noget til det.

Min far havde brug for hjælp

Jeg tog rollen som beskytter og voksen på mig, tilsidesatte egne behov, og prøvede at skabe de bedst tænkelige rammer for min far, så han ikke var alt for ked af det. Det kan måske være svært at forstå, at jeg handlede sådan, hvis man ser det udefra, men for mig var det noget af det mest naturlige i verden. Min far havde brug for nogen omkring sig. Jeg kunne ikke se, hvorfor det ikke skulle være mig. Jeg er hans datter, så selvfølgelig skulle jeg hjælpe. Jeg ønskede ikke og var ikke i stand til at sige fra overfor ham.

”I dag er jeg voksen, men det gør det ikke nemmere at sige fra overfor min far. Hver gang jeg siger fra, føler jeg skyld.”

AURORA, 26 ÅR

Når jeg sådan tænker tilbage på min opvækst, kan jeg godt se det er usunde i, at jeg som så ungt et menneske har taget voksen- og beskytterrollen på mine skuldre. I dag er jeg voksen, men det gør det ikke nemmere at sige fra overfor min far. Hver gang jeg siger fra, føler jeg skyld. Jeg føler, at jeg bør kunne rumme, at han skæv og deprimeret og at han græder. Det kan jeg bare ikke rigtigt, i hvert fald ikke uden at blive utroligt påvirket af det. Så jeg er begyndt at sige fra, for at passe på mig selv. Det er ikke sjovt, men jeg ved, at det er nødvendigt. For ingen kan holde til at skulle redde andre hele tiden. Børn skal ikke være forældre for deres forældre og min fars lykke er ikke mit ansvar, det prøver jeg i hvert fald at fortælle mig selv.

Jeg er begyndt at forstå konsekvenserne af min opvækst

Det er bl.a. gået op for mig, at det ikke kun er min far, jeg vil redde. Det er mere eller mindre hele verden. Jeg forelsker mig i stakler. Mænd der ligner min far, mænd jeg kan redde. Jeg tilsidesætter egne behov for at redde disse ulykkelige mænd. Og det handler heller ikke blot om valget af kærester.

”Jeg vil ikke bare være verdens bedste datter, jeg vil også være verdens bedste kæreste, verdens bedste veninde og verdens bedste menneske, for hvis jeg er det, så føler jeg mig værdifuld.”

AURORA, 26 ÅR

Jeg vil bare være verdens bedste…

I virkeligheden er jeg ikke rigtigt i stand til at sætte grænser, hvis andre mennesker har brug for mig. Jeg siger ikke nej, hvis et andet menneske beder om hjælp, selv hvis jeg i virkeligheden ikke har lyst eller kan overskue det. Men jeg beder aldrig selv om hjælp. Jeg vil ikke bare være verdens bedste datter, jeg vil også være verdens bedste kæreste, verdens bedste veninde og verdens bedste menneske, for hvis jeg er det, så føler jeg mig værdifuld. Og når jeg selv beder om hjælp, føler jeg ikke, at jeg lever op til den person, jeg gerne vil være. Jeg føler nemlig ofte, at det er mine handlinger og ikke hvem jeg er, der gør mig værdifuld. Jeg skal gøre alting strålende for at være god nok.

Det er hårdt at skulle tage ansvar for andre menneskers velvære. Det har jeg gjort hele livet uden at ane, at det kunne være anderledes. Nu forstår jeg, hvilken impact min opvækst har på mit liv.

”Men der er kommet mere balance i tingene. Det er en ret fed følelse.”

AURORA, 26 ÅR

Prioritere mig selv..

Jeg har udviklet en værktøjskasse med redskaber, der gør mig bedre i stand til at sige fra og til at skabe ligeværdige relationer. Det er en værktøjskasse, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg skal bruge alle redskaberne endnu, men for hver dag der går, bliver jeg bedre og bedre til at tage vare på og prioritere mig selv, selvom jeg nok altid vil føle et ansvar overfor min far og resten af verden. Men der er kommet mere balance i tingene. Det er en ret fed følelse.

Skrevet af Aurora, 26 år.