Jeg troede ikke, jeg havde brug for hjælp
Jeg overreagerer… Og det har jeg faktisk gjort lige siden, jeg mistede mine forældre til stof- og alkoholmisbrug. Jeg har godt vidst, at jeg overreagerede på situationer, som andre ikke reagerer lige så voldsomt på, som jeg gør. Det er derfor, jeg kalder det at overreagere..
”Det er selvfølgelig normalt at blive ked af det, hvis man bliver svigtet – det er menneskeligt og naturligt.”
Mia, 23 år
I starten kunne jeg ikke selv se mønstret. Altså at de situationer hvor jeg overreagerer, altid bunder i den samme følelse – nemlig følelsen af svigt. Det er selvfølgelig normalt at blive ked af det, hvis man bliver svigtet – det er menneskeligt og naturligt. Men det kan være en kæmpe belastning og destruktivt, hvis man går fuldstændig i panik, når det omhandler små situationer, som faktisk ikke har noget med svigt at gøre – men som alligevel frembringer følelsen af svigt, som var det liv eller død, det omhandlede. Og det gør jeg.
Fuldstændig i panik
Jeg kan nemlig gå fuldstændig i panik hvis folk, jeg har aftaler med, ikke kommer til tiden. Eller hvis folk ringer og siger, at de desværre må aflyse, fordi der er kommet noget i vejen. Hvis folk har glemt at fortælle mig noget, som de troede, de måske havde sagt. Eller hvis folk pludseligt laver planer, som jeg ikke havde forventet. Disse situationer ved jeg godt, at jeg ikke kan undgå vil ske i ny og næ. Alligevel overreagerer jeg hver gang. Når de her situationer opstår, føles det helt umuligt for mig at tænke rationelt.
”Jeg får den værste følelse af at blive svigtet og efterladt helt alene. At det sikkert er fordi, at jeg ikke er vigtig nok. Eller at der kom et bedre tilbud end mig.”
Mia, 23 år
Jeg tænker bare…
”Nå nå, det kan være, at bussen er forsinket”, eller: ”Nårh, ja, det kan jo ske, at der kommer noget i vejen – vi ses sgu bare en anden dag”. Jeg tænker faktisk slet ikke. Jeg reagerer bare. Jeg får den værste følelse af at blive svigtet og efterladt helt alene. At det sikkert er fordi, at jeg ikke er vigtig nok.
Eller at der kom et bedre tilbud end mig. Og så bliver jeg helt vildt vred og efterfølgende ked af det, for der er fandeme ikke nogen, der skal behandle mig sådan. Og her er det ret nemt at se, at det i hvert fald ikke er en sund måde at reagere eller tænke på, når det jo netop ikke omhandler liv eller død. Men jeg har ikke følt at min reaktion, var noget jeg kunne kontrollere overhovedet. For mig var det den eneste måde at reagere på.
Det var én af hovedårsagerne til, at jeg begyndte hos Ung Revers. Jeg kunne se, at jo ældre jeg blev, jo mere ødelæggende var mit reaktionsmønster for mit liv og for min egen glæde. Jeg vidste jo godt, at der var noget helt galt, men jeg vidste virkelig ikke, hvad det var eller hvorfor.
”Jeg fandt også lynhurtigt ud af, at den måde jeg reagerede på faktisk indgik i forløbet, fordi min reaktion er fuldstændig normal, når man er opvokset med misbrug. Det var nok den største øjenåbner for mig.”
Mia, 23 år
Jeg har altid fået at vide…
At man først kan ændre noget, når man ved, hvad baggrunden for det, man gerne vil ændre, er. Det fandt jeg ret hurtigt ud af – allerede efter første gang hos Ung Revers. Jeg fandt også lynhurtigt ud af, at den måde jeg reagerede på faktisk indgik i forløbet, fordi min reaktion er fuldstændig normal, når man er opvokset med misbrug. Det var nok den største øjenåbner for mig.
I så lang tid havde jeg gået og følt mig fuldstændig psykotisk, fordi jeg reagerer så hårdt på selv de mindste svigt, som nok ikke engang går ind under betegnelsen for svigt. Og pludselig sad jeg overfor en terapeut, som kunne afslutte mine sætninger og som kunne fortælle, at netop de reaktionsmønstre jeg havde, var en af de største udfordringer hos os, som gennem hele barndommen har oplevet svigt.
”For det første havde hun ikke nogen bil og for det andet, er børn ikke dumme. Jeg vidste udmærket godt, hvorfor hun ikke kom. Hun var nemlig fuld.”
Mia, 23 år
Min mor kom aldrig og hentede mig
Når folk kommer for sent, kommer jeg nemlig direkte tilbage til dengang, hvor jeg ventede og ventede på, at min mor ville hente mig fra SFO’en, men hvor hun bare aldrig kom. Pædagogerne måtte fortælle mig, at min mor endnu engang ikke kunne komme og hente mig, fordi hendes bil igen, igen var gået i stykker. For det første havde hun ikke nogen bil og for det andet, er børn ikke dumme. Jeg vidste udmærket godt, hvorfor hun ikke kom. Hun var nemlig fuld. Men jeg var lige håbefuld hver gang, hun skulle hente mig. Følelsen af svigt dengang var den værste, og får jeg en snært af samme følelse i dag, så er det, at angsten og panikken opstår.
Rom blev ikke bygget på én dag
Hos Ung Revers fandt jeg ud af, at det er helt normalt, at jeg reagerer, som jeg gør – ikke at det retfærdiggør mine overreaktioner. Men jeg følte mig lige pludselig ikke så forkert. Jeg fandt ud af, hvorfor og hvornår jeg overreagerer. Og det er skridtet videre mod, at jeg kan arbejde med mit reaktionsmønster og lære min hjerne, at der ikke er fare på færde.
Siden jeg startede hos Ung Revers, har jeg virkelig udviklet mig meget. Jeg overreagerer stadig, men i lang mindre grad – og jeg når som regel at tage mig selv i det – og derved give mig selv ro på. Og det er OK, for Rom blev simpelthen ikke bygget på én dag – men så længe der bygges, skal resultatet nok komme.
Skrevet af Mia, 23 år.
